Brugerbetingelser

Selen – en vigtig antioxidant, betydning for immunforsvaret

Selen virker som antioxidant sammen med bl.a. E-vitamin. Beskytter celler mod iltning.

Anbefalet daglig tilførsel (ADT)

  • for børn fra 1-10 år: 20 mikrogram
  • for voksne og børn fra 11 år: 55 mikrogram.

Behovet kendes dog ikke præcist.

Den daglige selenindtagelse hos voksne i Danmark er omkring 50 mikrogram. Altså lidt mindre end den anbefalede mængde, hvilket også betyder at de personer, som kun spiser lidt af de fødevarer, der er rige på selen, får en hel del mindre end den anbefalede mængde.

Især vegetarer skal være opmærksomme og evt. tage kosttilskud, der indeholder selen. Læs evt. artiklen om emnet på vegetarkost.dk

Eksempler på funktioner

Selen bidrager til:

  • den normale funktion af skjoldbruskirtlen
  • den normale funktion af immunforsvaret
  • beskyttelsen mod oxidative skader
  • normal dannelse af sædceller
  • normal vedligeholdelse af hår og negle.

Eksempler på mangelsymptomer

  • hjertesygdomme
  • gigtlidelser
  • hudproblemer
  • svækket syn
  • tyndt hår, hårtab og hvide neglerødder.

Egentlig selenmangel ses sandsynligvis kun ved indtag på under ca. 20 mikrogram dagligt.

Nogle undersøgelser har vist, at et lavt indhold af selen i kosten øger risikoen for kræft og hjertesygdom.

Selv om meget tyder på, at et lavt indtag af selen, kan medvirke til udvikling af kræft er det ikke afklaret, om større doser kosttilskud med selen kan nedsætte risikoen for kræft. Nogle undersøgelser tyder på lavere forekomst af visse kræftformer ved et selenindtag på omkring 100 mikrogram dagligt.

Kilder til selen

Fødevarer med højt selenindhold inkluderer fisk, skaldyr, æg og lever.

Du kan se en næsten komplet liste med kilder i kosten her. Det er sandsynligvis bedst at vælge de vegetabilske kilder fra listen. Eksempler: Paranød, solsikkefrø, boghvedegryn, hirse, linser, brune bønner, hvide bønner, mungbønner, sojabønner, aubergine, avocado, grønkål, pistacienød, hvedekerner, majs, champignon, hvidkål, rosenkål, byggryn, brune ris, hasselnød, tørret dadel, mandel, jordnød, grønne bønner, agurk, rugkerner, spinat, kartoffel, havregryn, rødkål, julesalat.

Kosttilskud

Kosttilskud kun med selen indeholder ofte 100 mikrogram per tablet.

Multivitaminer med mineraler indeholder ofte ca. 55 mikrogram per tablet.

Organiske selenforbindelser udnyttes i højere grad i kroppen end uorganiske forbindelser. De fleste kosttilskud indeholder efterhånden organiske forbindelser.

Veganere kan vælge OmniSelen®, der er registreret hos organisationen The Vegan Society. Det er en garanti for, at produktet er helt uden animalske ingredienser.

Mulige bivirkninger og andre problemer ved indtagelse af selen

Overdosering og forgiftning kan forekomme ved indtagelse af store doser fra kosttilkud.

Det meste af kostens selen er bundet til aminosyrer (som organisk selenomethionin og selenocystein).

Selenforgiftning efter meget høje doser fra kosttilskud eller forurening fra miljøet kan vise sig som diarré, træthed, hårtab, ledsmerter, misfarvning af negle, nervebetændelse, kvalme og hovedpine.

Indtagelsen bør aldrig overskride 300 mikrogram om dagen, medmindre ordineret af en læge eller anden fagperson.

Andet

Den danske jordbund er relativt selenfattig.