Vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer er nødvendige for at holde kroppen sund og rask. Det har stor betydning at få nok via kosten og eventuelt som kosttilskud. Nogle næringsstoffer kan overdoseres — især når de kommer fra kosttilskud.
Mangel på vitaminer og mineraler svækker kroppen, giver ubehagelige symptomer og på længere sigt skavanker og sygdomme.
Alvorlige mangeltilstande er heldigvis forholdsvis sjældne i Danmark, men de forekommer.
Vitaminer er en fællesbetegnelse for en række livsvigtige næringsstoffer, som kroppen ikke selv kan danne og som derfor skal tilføres med maden. De er alle nødvendige for at opretholder kroppens normale funktioner.
Sammen med enzymer er vitaminer nødvendige for korrekt optagelse og udnyttelse af proteiner, mineraler, fedtsyrer og andre stoffer i kosten — samt for vækst, udvikling, forplantning og mange andre funktioner. Derfor er de livsnødvendige, og derfor gælder det om at få nok af dem alle i kosten og eventuelt som kosttilskud.
Vitaminer opdeles i vand- og fedtopløselige
De vandopløselige vitaminer ophobes ikke i organismen. Overskud udskilles blot med urinen. Derfor vil selv et væsentlig overskud af de vandopløselige vitaminer sædvanligvis ikke give problemer. De vandopløselige vitaminer er B- og C-vitaminer.
De fedtopløselige vitaminer ophobes i leveren og i fedtvævet. De kan derfor lettere overdoseres. Ophobes de i store mængder kan der opstå bivirkninger. De fedtopløselige vitaminer er A-, D-, E- og K-vitaminer.
Mineraler
Når vi snakker ernæring, er mineraler de grundstoffer, der indgår i levende organismer, og som kroppen skal have tilført med kosten. En lang række mineraler er vigtige for vores sundhed. Mineralerne kan fx hjælpe vitaminerne med at fungere, være byggesten i knogler og tænder, eller have andre funktioner (fx at regulere nervesystemet eller kroppens væske- og saltbalance).
Selv om det er nødvendigt, at kosten indeholder alle livsvigtige mineraler, er det også vigtigt, at det ikke bliver for meget af det gode. For store mængder af visse mineraler, eller hvis mineralindtaget er ude af balance, kan skade kroppen. Det er derfor særlig vigtigt ikke at overdrive med tilskud af mineraler.
Mineralerne varetager mange forskellige funktioner i kroppen. Calcium indgår i knogler og tænder, jern i blodet, natrium og kalium er vigtige for cellernes funktion osv.
Vitaminer og mineraler fra kosttilskud
Kosttilskud, der indeholder vitaminer, mineraler eller andet, som kroppen er biologisk tilpasset, og som har en ernæringsmæssig betydning, kan være en god idé, men brug aldrig kosttilskud som erstatning for sunde kostvaner.
Ved at trække de bedste eller mest aktive stoffer ud af maden, eller fremstille dem på anden måde, kan vi give koncentrerede mængder næringsstoffer til mennesker, der har et særligt behov for dem, og som ikke umiddelbart får dækket deres behov via kosten.
Isolerede næringsstoffer, der indtages som kosttilskud, er dog ikke det samme eller lige så godt, som at få dem fra maden.
I fødevarer fungerer de enkelte næringsstoffer i sammenhæng med andre næringsstoffer — ofte på en måde, som vi endnu ikke helt forstår — og når vi trækker dem ud af deres naturlige sammenhæng, og indtager dem som koncentrerede stoffer, virker de ikke altid så godt længere, eller de virker ikke helt som forventet.
I nogle sjældne tilfælde ser det endda ud til, at koncentrerede mængder af visse stoffer kan være skadelige, i det mindste i større mængder og for nogle mennesker.
Dine valg af sunde fødevarer er langt vigtigere end hvilke kosttilskud, du tager — ikke mindst fordi de plantestoffer, som de fleste mennesker får for få af, ikke på en fornuftig måde kan indtages som kosttilskud. De findes kun i tilstrækkelige mængder og variation i sunde fødevarer.
Har du for usunde og næringsfattige kostvaner er løsningen at ændre dine kostvaner. Tag kosttilskud sideløbende, indtil du er sikker på at være dækket ind fra din kost.
Høje doser
Mange har den opfattelse, at et øget indtag af bestemte kosttilskud med antioxidanter (fx C-vitamin, E-vitamin og selen) kan forhindre hjerte-kar-sygdomme, kræft, grå stær og andre alvorlige sygdomme, men der er efterhånden foretaget mange undersøgelser med tilskud af antioxidanter til mennesker, og indtil videre er der ikke god dokumentation for, at det hjælper at tage tilskud af store doser antioxidanter. Nogle undersøgelser tyder endog på en mulig negativ virkning ved meget høje doser i længere tid. I nogle tilfælde og ved visse sygdomme tyder undersøgelser på, at høje doser faktisk hjælper.
Selv om underskud af vitaminer og mineraler generelt er værre end overskud, kan det være skadeligt at indtage for store doser vitaminer og mineraler i længere tid.
Du kan normalt ikke få for mange vitaminer og mineraler gennem en almindelig sund kost, hvorimod kosttilskud lettere kan overdoseres.
Overhold doseringen på glasset eller doseringen ordineret af din læge eller anden fagperson.
Når vitaminer indtages i væsentlig højere doser, end den anbefalede daglige tilførsel (ADT), får de ofte en anden eller i hvert fald stærkere virkning, end de normalt har. Derfor anvendes kosttilskud med høje doser af bestemte vitaminer mv. ofte af alternative behandlere og visse læger som en form for medicin.
Tilskud af meget høje doser vitaminer er næsten altid sikre, så længe doseringen på glasset overholdes eller indtagelsen foregår under kyndig vejledning, men vær alligevel på vagt.
Nogle vitaminer og mineraler har fx indflydelse på, hvordan andre vitaminer og mineraler optages og udnyttes i kroppen. Får du alt for meget af et bestemt vitamin, mineral eller fedtsyre, kan kroppen komme til at mangle andre.
Meget høje doser bør anvendes med omtanke og kun så længe, de er nødvendige. Ekstra høje doser anvendes som regel kun i en kortere med det formål hurtigt at fjerne en mangeltilstand.
Det er meget lettere for kroppen at opmagasinere overskud af vitaminer til senere brug — eller skille sig af med overskuddet — end det er for kroppen at skille sig af med overskud af mineraler. Det er derfor især høje doser af mineraler, du skal være forsigtig med.
Du kan fx uden problemer indtage flere hundrede gange den anbefalede mængde B12-vitamin i kosttilskud, hvorimod blot få gange den anbefalede indtagelse af mineraler i en længere periode kan være endog meget skadelig. Både underskud og overskud af vitaminer og mineraler kan give problemer — i sjældne tilfælde endog alvorlige problemer. Gør hvad du kan for at være dækket ind via kosten og suppler med tilskud, når nødvendigt.
Kosttilskud og medicin
Hvis du indtager medicin, skal du være opmærksom på, at nogle lægemidler påvirker optagelsen af vitaminer og mineraler. Og i nogle tilfælde vil vitaminer og mineraler — især i høje doser — påvirke, hvordan lægemidler virker.
Snak evt. med din læge om, hvilke kosttilskud du kan tage, og hvilke du ikke bør tage, hvis du indtager medicin.
Du kan selv undersøge, hvordan visse vitaminer, mineraler, naturlægemidler og lægemidler kan påvirke hinanden på medicinkombination.dk.